Hillerød Fodbold Elite må sige farvel til en af klubbens mest markante profiler, Simon Sharif. Simon kom til klubben i vinterens transfervindue 2019 og har siden været en nøglespiller, der både på og uden for banen har været med til at sætte klubben på landkortet.
Som en af ligaens bedste højre backs har Simon gennem årene leveret præstationer, der har været afgørende for klubbens succes, både offensivt og defensivt. Hans dedikation, professionalisme og store talent har gjort ham til en uvurderlig del af truppen, og vi er stolte over at have haft ham som en del af vores rejse.
Efter nøje overvejelser og en åben dialog mellem Simon og klubben er det besluttet, at samarbejdet ikke forlænges. Simon ønsker nye udfordringer, hvor han kan fortsætte sin udvikling i en anden klub, der kan drage fuld nytte af hans kvaliteter.
Adm. direktør Jackie Rasmussen udtaler:
“Simon har været en uundværlig del af vores hold og er noteret for hele 173 kampe i den orange trøje. Han har været et stort aktiv for vores projekt gennem flere sæsoner og har leveret præstationer, der har sikret at vi har kunne opnå de resultater som vi har. Det er med vemod, vi siger farvel, og hvem ved, måske det er et på gensyn. Simon har været et mønster eksempel i klubben, og jeg vil gerne takke ham for det store bidrag han har givet til klubben. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.”
Simon Sharif reflekterer over sin tid i klubben:
“Jeg vil gerne sige tusind tak for en fantastisk tid i klubben. Efter en god og konstruktiv dialog med ledelsen har jeg besluttet at takke af i Hillerød Fodbold Elite efter seks fantastiske år.”
“Efter længere tids overvejelse har jeg erkendt, at jeg har brug for nye udfordringer for at fortsætte min personlige og fodboldmæssige udvikling. Selvom jeg elsker at spille i klubben, føler jeg, at det er tid til at prøve kræfter med et nyt miljø. Klubbens ledelse har udvist stor respekt for mit valg og ønsket at beholde mig, hvilket kun har gjort beslutningen sværere. Timingen føles dog rigtig nu både ift. min fodboldkarriere og mit liv udenfor fodbolden.”
“Det har ikke været let at sige farvel efter så mange år i klubben. Det har været en stor glæde at være med til at cementere Hillerød Fodbold Elite på det danske fodboldlandkort med rejsen fra 2. til 1. Division og at overvintre i top-6. At se klubben vokse indefra har været fantastisk, og jeg er sikker på, at den udvikling vil fortsætte i fremtiden.”
“Jeg vil især savne sammenholdet i omklædningsrummet og hverdagen med drengene, som har været med til at skabe en helt unik kultur. Det har været hårdt at sige farvel, især til dem, jeg har spillet sammen med i mange år, men det er en del at være fodboldspiller nogle gange.”
“Jeg ser frem til at følge klubben udefra og glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer for Hillerød Fodbold Elite. Måske krydses vores veje igen en dag – alt det bedste herfra!”
Vi takker Simon Sharif for hans dedikation, loyalitet og bidrag til Hillerød Fodbold Elite gennem årene.
Tak for kampene, Simon!